Skip to main content

BÆREDYGTIGHED OG FN´S VERDENSMÅL

På Rokkedysse Bær arbejder vi aktivt med FN´s 17 verdensmål, og på gården har vi fokus på bæredygtighed og ansvarlighed i alt, hvad vi og virksomheden gør. Hvert år sætter vi nye mål og prøver med store og små projekter at gøre vores virksomhed mere bæredygtig eller bær´dygtig, som vi siger med et glimt i øjet.

Rokkedyssegaard drives efter en lang række bæredygtige principper og i 2019 fik vi målt bæredygtigheden i vores virksomhed. Analysen RISE er både kvantitativ og kvalitativ, og den omfatter 9 dimensioner: Jord, næringsstoffer og miljøbeskyttelse, vand, energi og klima, biodiversitet, arbejdsvilkår, livskvalitet, økonomi og bedriftsledelse. Der ligger et betydeligt arbejde bag analysen, og resultatet er både en måling og et grundlag til at arbejde videre på. Det gør vi med årlige mål og indsatser.

Positiv RISE bæredygtighedsmåling, som vi er stolte af:

Aktuelt er der stor diskussion af landbrugets klimabelastning og meget specifikt landbrugets Co2 belastning. Det er en vigtig diskussion, men det handler om mere. Det er både miljø, bæredygtighed og ledelse. Siden vi arbejdede med RISE er der udviklet et nyt værktøj ESGGreen Tool Climate. ESG står for Environmental Sustainability Goverance og formålet er at give virksomheder en måling på, hvor godt vi gør det (ligesom med RISE).

Mål: I 2024 vil vi arbejde med ESGGreen værktøjet og få en måling sammen med det kommende økonomiske regnskab.

DYRKNING MED OMTANKE (VAND, NÆRINGSSTOFFER OG MILJØBESKYTTELSE)

Vi arbejder målrettet på at holde planterne sunde og stærke. Det lykkes takket være biologisk bekæmpelse af skadedyr, mekanisk ukrudtsrensning og sprøjtning med økologiske midler, som forebygger svampeangreb. Planternes grokraft har også stor betydning for at undgå sygdomme, og derfor planter vi de bedste (og dyreste moderplanter) for at få stærke og modstandsdygtige planter. Vækstbetingelserne har også stor betydning. De solopvarmede dyrkningstunneler giver et ideelt vækstklima og skåner bærerne for blæst og regn. Gødevandingen med drypslanger styrer vi præcis efter, hvad planterne har behov for af næring og vand. Dette holder også planterne stærke og modstandsdygtige. I 2022 er der investeret i et nyt gødevandingsanlæg, som giver endnu bedre udnyttelse af vand og gødning

Mål:
At vi også i 2024 fastholder biologisk bekæmpelse, sprøjtning med økologiske midler og mekanisk renholdelse.
At styre vandingen præcist, så vi får optimal udnyttelse af vandet



FRUGTBAR JORD

Vi dyrker en meget forskelligartet jord, hvilket er kendetegnet for jorderne omkring Mølleådalen. Jordens frugtbarhed optager os, og gødning og sædskifte af afgrøderne er meget vigtig for bær og andre afgrøder.

I tunnellerne er vi gartnere og dyrker i bede, hvor jorden udskiftes hvert år. Vi bruger kokus, som dyrkningsmedie. Det er et restprodukt fra kokusolie produktion, som på denne måde nyttiggøres. Når sæsonen er slut, så nedmulder vi kokus og planterødder, så det indgår i jordens kredsløb igen.

På marken tilfører vi organisk hestegødning for at øge jordens humusindhold og skabe bedre grokraft til planterne. Tillige arbejder vi med efterafgrøder for at opsamle kvælstof og forbedre jordstrukturen.

Mål:  I 2024 vil vi fortsat have fokus på forbedring af jordstruktur og udbredelse af naturlige mikroorganismer blandt andet ved brug af efterafgrøder således at jorden er plantedækket (næsten) året rundt.

NATUREN (BIODIVERSITET)

Rokkedyssegaard ligger naturskønt i Furesø i Bundså dalen med den grønne kile fra Hareskoven via Søndersø til Bundså engene. Knap halvdelen af gårdens jorde er græsenge med å, små vådområder, hegn og spredte løvtræer. Et areal på 2 har med tidligere granskov får nu lov at ligge hen til gavn for dyr og insekter, og især hyld breder sig nu. Dog bekæmper vi naturligvis bjørnekløerne (invasiv art). I de seneste år er det lykkedes at nedbringe bestanden af bjørneklo væsentligt. Græsengen bliver passet og der slås græsslæt til foder.

Mål:
I 2024 vil vi fortsat have fokus på fortsat at nedbringe mængden af bjørnekløer gennem rettidig bekæmpelse.

VARME TUNNELLER OG KOLDE KØLERUM (ENERGI OG KLIMA)

Dyrkningstunnellerne giver et fantastisk vækstklima, hvor vi udnytter solens varme og kraft til at dyrke og høste tidligere bær og kartofler. Vi er bevidste om at plastikken ikke skal være på tunnellerne længere end nødvendigt. Derfor tager vi plastikken af tunnellerne umiddelbart efter, at vi har høstet afgrøderne. Den pakkes ind, så vi kan genbruge den samme plastik i mange år.

Oplevelsen af vækstklimaet i tunnellerne er noget særligt, og derfor arrangerer vi selvpluk af jordbær og hindbær i tunnellerne. Især er det en oplevelse at besøge ”hindbær junglen” og se frodigheden i en hindbærplantage i fuld vækst. Vi vil gerne at kunderne værdsætter vores dyrkning af bær m.v. i tunnellerne.

I høstsæsonen bliver de friskplukkede bær kølet ned i vores kølerum, således at vi kan levere bær af højeste smagskvalitet. I RISE bæredygtighedsanalysen peges på, at der er et stort potentiale i at benytte vedvarende energi til kølerummene, fordi vi har et stort behov for køl, når solen skinner om sommeren. Der er nu etableret solcelleanlæg på taget over kølerummene, og det fungerer fremragende. Projektet kalder vi ”fra sol til køl”, og det giver så god mening, at vi også har investeret i et fryserum til bær i samme bygning, og det kunne vi kalde ”fra sol til frost”

Mål: I 2024 vil vi udskifte gårdens sidste oliefyr til varmepumpe.

FORARBEJDNING NUL BÆRSPILD

Nul bærspild rettere ønsket om fuld udnyttelse af høsten er ideen bag marmeladeriet, som vi kalder vores produktionskøkken. Alle bær plukkes og bruges som råvarer til alle mulige bærprodukter fra is og kager til bærdrikke og syltetøj. Masser af vores bær i produkterne og nul tilsætningsstoffer er ledetråden for arbejdet i produktionskøkkenet. Kort sagt stræber vi efter at skabe smagsoplevelser af højeste kvalitet.

Frugthaven er vokset til, og udbyttet af æbler, pærer og blommer stiger. Vi sælger det meste som frisk frugt, men der er mere og mere frugt tilbage, når vi lukker gårdbutikken i midten af september. Det plukker vi og forarbejder til most og andre produkter i Marmeladeriet.

Mål i 2024: At udnytte al frugt og bær således at der bliver nul spild.

SUNDHED OG TRIVSEL (LIVSKVALITET)

Som hele samfundet blev sæsonerne 2020 og 2021 præget af COVID 19 pandemien. Sundhed og hygiejne for både gæster og medarbejdere kom i fokus, og de mange nye procedurer og rutiner skal fastholdes.

Det er lykken at arbejde med bær, grøntsager, frugt og kartofler, fordi det entydigt er sunde produkter med en masse positive egenskaber. I 2021 blev dette understreget med de nye officielle kostråd.

”Masser af bær, mindre sukker og ingen konserveringsmidler” har siden starten i 2011 været dogmereglerne i vores produktionskøkken ”Marmeladeriet”. Vi bruger økologisk rørsukker, fordi det sammen med frisk saft fra citrusfrugter understøtter bærsmagen i produkterne. Vi fremstiller også bærprodukter uden tilsat sukker f.eks. 100% jordbærsaft og 100% hindbærsaft.

Sundhed er også motion, og vi ser gerne at vores kunder tager en cyklen til gården for at få en is og hente bær.

Hvis kunder eller medarbejdere er ude for en ulykke, vil vi kunne hjælpe. Derfor vil vi have et beredskab til at kunne yde førstehjælp og har holdt vi førstehjælpskursus for vores medarbejdere med undervisning fra Røde Kors.

Mål: I 2024 vil vi opsætte en hjertestarter på Rokkedyssegaard.

MEDARBEJDERE (ARBEJDSVILKÅR)

I sæsonen har vi mange gode medarbejdere både lokalt og langvejs fra. Vores udenlandske medarbejdere bor på gården, og vi er optaget af at skabe et arbejdsmiljø, hvor alle bidrager til et stærkt fællesskab omkring Rokkedysse. Kulturelle forskelligheder er et aktiv og selv i den travleste sæson skal der være tid til fælles spisning og samling. Vi samler løbende medarbejderne fælles pauser og fællesspisning i højsæsonen.

Vi er faste medarbejdere med ansvar for dyrkning, forarbejdning, butikker, marketing og økonomi. I sæsonen er mange unge sæsonmedarbejdere også ansat i sæson/sommerferiejob med at betjene kunderne i gårdbutik og Jordbærcafé. Sammen med dette bærteam er vi optaget af at skabe en teamånd og et værtskab, som vores kunder skal kunne mærke og værdsætte.

Mål: I 2024 vil vi have fokus på samarbejde og teamånd i bærteamet (alle medarbejdere) gennem samtaler og daglig ledelse.

FLASKER OG EMBALLAGE

Vi udvælger vores flasker og glas efter visuelt design, som kan formidle kvaliteten i vores håndværksbaserede bærprodukter. I 2020 blev vores flasker (saft, drikke, most, gløgg) en del af Dansk Retursystem med pantmærke. Tillige er vi overgået til at bruge runde glas til marmelade, som gør muligt at at genbruge glassene, hvis der ikke er sat etiketter på. Etiketterne er termoetiketter, som sidder godt fast, men kan tåle vand.

I gårdbutikker og –caféer bruger vi papir emballage, der ligesom bærbakkerne er produceret af genbrugspapir. Vi har designet papirsposen med hank til 3 bakker Rokkedysse bær og sikker transport hjem til spisebordet – også på cykel 😊 og vi opfordrer til at bæreposen genbruges.

Mål: I 2024 vil vi ændre design på etiketterne og vil finde etiketter, som er lettere at tage af. Det giver bedre mulighed for at genbruge emballage.

RENGØRING OG AFFALD

Rokkedyssegård kom i 2021 med det kommunale kildesorteringssystem, og det har lettet sorteringen og affaldshåndteringen betydeligt. Tillige kører vi løbende pap, træ og andet storaffald på Vestforbrændingens genbrugspladser.

I rengøringen af produktionskøkken, gårdbutik og –café bruger vi rengøringsmidler som er mærket med EU-blomsten eller Svanemærket for at sikre at de er skånsomme for både miljø og mennesker.

Mål: I 2024 vil vi etablere et bedre affaldssystem for kunder (glas, plast og restaffald)

GÆSTER OG KUNDER

Ideer, holdninger og kommentarer til vores virksomhed er altid velkomne. Ideer er inspiration til nye produkter og events, og vi vil gerne gøre det lidt bedre hvert år. Vi har udviklet Rokkedysse bæruniverset siden 1989, og mange kunder har fulgt os og virksomheden i mange år. Vi udvikler vores lokationer, så det bliver en oplevelse at besøge. På Rokkedyssegaard har vi i de sidste år udviklet ”pluk selv jordbær, hindbær og frugt”. Der kommer flere og flere nye gæster, også turister, som vil opleve gården, plukke selv og smage bærprodukterne.

Mål: I 2024 vil vi fortsætte fokus på ”bær & hygge” og inviterer til arrangementer, som sætter fokus på smag og oplevelsen af, hvor forskelligt f.eks. jordbær eller æblemost kan smage.

OMEGNEN, LOKALT OG REGIONALT

Vi tror på lokalt samarbejde og engagement. Vi vil skabe steder, hvor folk mødes og får en smagsoplevelser af højeste kvalitet. Vi vil være med i events, som styrker lokalt sammenhold og skaber involvering for gæster og turister.

Mål 2024: Vi vil deltage i aktiviteter, som styrker et lokalt og socialt sammenhold.

ROKKEDYSSE BÆR


Vi arbejder for, at de friskplukkede bær kommer på tallerkenen samme dag, som de plukkes. Dette gælder både hos vores gæster, kunder og i restauranter i Nordsjælland og København. Vi dyrker sorter, som smager ualmindeligt godt, og vi plukker bærerne, når de smager allerbedst. Vi passer på planterne og miljøet og bruger så vidt muligt mekaniske og biologiske dyrkningsmetoder.

Rokkedysse ® er vores varemærke og din garanti for bær med smag.

Velbekomme,
Lisbeth og Torben Bo Toft Christensen

Shopping cart0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0