FRISKE, SØDE BÆR OG SJOVE OPLEVELSER
BROMBÆRROULADE
Roulade får ens tanker tilbage til kage og kaffe hos mormor.
Brombær har et super lækkert bid og en sødme, som passer så godt sammen med fløde og marcipanbund.
Farverne giver bare en lyst til at tage en bid.
På Rokkedyssegaard dyrker vi brombær af sorten Loch Tay, en tornefri sort, som vokser godt i vores dyrkningstunneller.
Marcipanbund
Ingredienser
4 æg
150 g. sukker
150 g. mel
1 tsk. Bagepulver
100 g. revet marcipan
Fremgangsmåde
Pisk æg og sukker til en luftig masse.
Mel og bagepulver sigtes i dejen.
Til sidst vendes den revet marcipan i.
Dejen smøres ud på en bradepande.
Den bages v. 220 g. i ca. 6-8 min. Den skal ikke blive mørk og må ikke få for længe, da bunden så vil knække når den skal rulles.
Bunden tages ud og drysses med sukker. Læg et stykke bagepapir henover og en bageplade, eller en flad genstand som passer med rouladens størrelse, ovenpå. Vend den nu om så bunden vender op af. Træk bagepapiret forsigtigt af.
Læg bagepapiret ovenpå igen og et viskestykke, så den ikke bliver tør. Lad dette ligge indtil du er klar med cremen.
Bunden kan sagtens laves et par dage i forvejen. Men husk at pakke den godt ind i evt. Folie, så den ikke bliver tør.
Brombærcreme
Ingredienser
½ l. piskefløde
3 tsk. Vaniljesukker
3 bakker brombær
Fremgangsmåde
Pisk fløden og vend herefter vaniljesukker i.
Brombær hakkes let.
Vend brombærerne i fløden.
Smør cremen ud på kagebunden.
Samles
Læg marcipanbunden på et skærebræt eller andet, som kan passe i køleskabet. Smør jordbærcremen ud på bunden. Hvis du tilsætter stykker af jordbær, så drys dem på nu.
Rouladen rulles og bagepapiret foles hen over kagen og evt. med et viskestykke også.
Sættes på køl til dagen efter.
ROKKEDYSSE BÆR
Vi arbejder for, at de friskplukkede bær kommer på tallerkenen samme dag, som de plukkes. Dette gælder både hos vores gæster, kunder og i restauranter i Nordsjælland og København. Vi dyrker sorter, som smager ualmindeligt godt, og vi plukker bærerne, når de smager allerbedst. Vi passer på planterne og miljøet og bruger så vidt muligt mekaniske og biologiske dyrkningsmetoder.
Rokkedysse ® er vores varemærke og din garanti for bær med smag.
Velbekomme,
Lisbeth og Torben Bo Toft Christensen