Køb online og hent 26. marts kl. 15 – 17 på Rokkedyssegaard i pop op gårdbutikken Læs mere
Skip to main content

BÆREDYGTIGHED OG FN´S VERDENSMÅL

VERDENSMÅL OG BÆREDYGTIGHED

På Rokkedyssegaard har vi fokus på bæredygtighed og ansvarlighed i alt, hvad vi og virksomheden gør. Inspireret af FN´s 17 verdensmål sætter vi nye mål og prøver med store og små indsatser at gøre vores virksomhed mere bæredygtig eller bær´dygtig, som vi siger med et glimt i øjet.

Siden bæredygtighedsanalysen af Rokkedyssegaard i 2019 har vi målrettet arbejdet med følgende dimensioner:

Dyrkning med omtanke

Frugtbar jord

Naturen, biodiversitet og grundvand

Varme tunneller og kolde kølerum

Forarbejdning nul bærspild

Arbejdsvilkår motivation, læring og stolthed

Genbrug, recirkulering og emballage

Omegnen, lokalt og regionalt

DYRKNING MED OMTANKE

Vi arbejder målrettet på at holde bærplanterne sunde og stærke. Det lykkes takket være biologisk bekæmpelse af skadedyr, mekanisk ukrudtsrensning og sprøjtning med biologiske midler, som forebygger svampeangreb. Planternes grokraft har også stor betydning for at undgå sygdomme, og derfor planter vi de bedste (og dyreste moderplanter) for at få stærke og modstandsdygtige planter. Vækstbetingelserne har også stor betydning. De solopvarmede dyrkningstunneler giver et ideelt vækstklima og skåner bærerne for blæst og regn. Gødevandingen med drypslanger styrer vi præcis efter, hvad planterne har behov for af næring og vand. Dette holder også planterne stærke og modstandsdygtige.

Mål:
At vi også i 2026 fastholder biologisk bekæmpelse, sprøjtning med biologiske midler og mekanisk renholdelse.
At styre vandingen præcist, så vi får optimal udnyttelse af vandet

FRUGTBAR JORD

Vi dyrker en meget forskelligartet jord, hvilket er kendetegnet for jorderne omkring Rokkedyssegaard i Bundså området. Jordens frugtbarhed optager os, og gødning og sædskifte af afgrøderne er vigtig for bær og andre afgrøder.

I tunnellerne er vi gartnere og dyrker i bede, hvor jorden udskiftes hvert år. Vi bruger kokus, som dyrkningsmedie. Det er et restprodukt fra kokusolie produktion, som på denne måde nyttiggøres. Når sæsonen er slut, så nedmulder vi kokus og planterødder i jorden, og det medvirker til at forbedre jordens frugtbarhed.

På marken tilfører vi organisk hestegødning for at øge jordens humusindhold og skabe bedre grokraft til planterne. Tillige arbejder vi med efterafgrøder for at opsamle kvælstof og forbedre jordstrukturen.

Mål: 

Mål:  I 2026 vil vi fortsat have fokus på forbedring af jordstruktur og udbredelse af naturlige mikroorganismer blandt andet ved brug af efterafgrøder således at jorden er plantedækket (næsten) året rundt.

NATUREN, BIODIVERSITET og GRUNDVAND

Rokkedyssegaard ligger naturskønt i Furesø i Bundså dalen med den grønne kile fra Hareskoven via Søndersø til Bundså engene. En del af gårdens jorde er græsenge med å, små vådområder, hegn og spredte løvtræer. Et areal på 2 har med tidligere granskov får nu lov at ligge hen til gavn for dyr og insekter, og især hyld breder sig nu. Dog bekæmper vi naturligvis bjørnekløerne (invasiv art). I de seneste år er det lykkedes at nedbringe bestanden af bjørneklo væsentligt. Græsengen bliver passet, og der slås græsslæt til foder.

Tæt på Rokkedyssegaard indvindes vand til hovedstadsområdet, og den del af jorden er særligt følsomt område til vandindving. Derfor har vi aftalt med HOFOR (Hovedstadens Vandforsyning), at der ikke bliver anvendt pesticider på dette følsomme område. Det giver mening at beskytte grundvandet.

Mål: I 2026 vil vi fortsat have fokus på fortsat at nedbringe mængden af bjørnekløer gennem rettidig bekæmpelse.

VARME TUNNELLER OG KOLDE KØLERUM (ENERGI OG KLIMA)

Dyrkningstunnellerne giver et fantastisk vækstklima, hvor vi udnytter solens varme og kraft til at dyrke og høste tidligere bær og kartofler. Vi er bevidste om at plastikken ikke skal være på tunnellerne længere end nødvendigt. Derfor tager vi plastikken af tunnellerne umiddelbart efter, at vi har høstet afgrøderne. Den pakkes ind, så vi kan genbruge den samme plastik i mange år.

Oplevelsen af vækstklimaet i tunnellerne er noget særligt, og derfor arrangerer vi selvpluk af jordbær og hindbær i tunnellerne. Især er det en oplevelse at besøge ”hindbær junglen” og se frodigheden i en hindbærplantage i fuld vækst. Vi vil gerne at kunderne værdsætter vores dyrkning af bær m.v. i tunnellerne.

I høstsæsonen bliver de friskplukkede bær kølet ned i vores kølerum, således at vi kan levere bær af højeste smagskvalitet. I RISE bæredygtighedsanalysen peges på, at der er et stort potentiale i at benytte vedvarende energi til kølerummene, fordi vi har et stort behov for køl, når solen skinner om sommeren. I 2023 blev der etableret solcelleanlæg på taget over kølerummene på Rokkedyssegaard, og det fungerer fremragende. Projektet kalder vi ”fra sol til køl”, og det giver så god mening, at vi også har investeret i et fryserum til bær i samme bygning, og det kunne vi kalde ”fra sol til frost”. I 2025 investerede vi solceller på Gundekildegaard (Rokkedyssegaard på Nordkysten) hvor også har et kølerum til bærrene.

ARBEJDSVILKÅR, MOTIVATION, LÆRING OG STOLTHED

I sæsonen har vi mange gode medarbejdere både lokalt og langvejs fra. Vores udenlandske medarbejdere bor på gården, og vi er optaget af at skabe et arbejdsmiljø, hvor alle bidrager til et stærkt fællesskab omkring Rokkedyssegaard. Kulturelle forskelligheder er et aktiv og selv i den travleste sæson skal der være tid til fælles spisning og samling. Vi samler løbende medarbejderne fælles pauser og fællesspisning i højsæsonen.

Vi har faste medarbejdere med ansvar for dyrkning, forarbejdning, butikker, marketing og økonomi. I sæsonen er mange unge medarbejdere også ansat i sæson/sommerferiejob med at betjene kunderne i gårdbutikker og Jordbærcaféer. Sammen med bærteamet er vi optaget af at skabe en teamånd og et værtskab, som vores kunder og gæster skal kunne mærke og værdsætte.

Mål: I 2026 vil vi have fokus på samarbejde og teamånd i bærteamet (alle medarbejdere) gennem oplæring og daglig ledelse.

FORARBEJDNING NUL BÆRSPILD OG RENE RÅVARER

Nul bærspild rettere ønsket om fuld udnyttelse af høsten er ideen bag marmeladeriet, som vi kalder vores produktionskøkken. Alle bær plukkes og bruges som råvarer til alle mulige bærprodukter fra is og kager til bærdrikke og syltetøj. Masser af vores bær i produkterne og nul tilsætningsstoffer er ledetråden for arbejdet i produktionskøkkenet. Kort sagt stræber vi efter at skabe smagsoplevelser af højeste kvalitet.

Frugthaven er vokset til, og udbyttet af æbler, pærer og blommer stiger. Vi sælger det meste som frisk frugt, men der er mere og mere frugt tilbage, når vi lukker gårdbutikken i midten af september. Det plukker vi og forarbejder til most og andre produkter.

Masser af bær, mindre sukker og ingen konserveringsmidler” har siden starten i 2011 været dogmereglerne i vores produktionskøkken ”Marmeladeriet”. Vi bruger økologisk rørsukker, fordi det sammen med frisk saft fra citrusfrugter understøtter bærsmagen i produkterne. Vi fremstiller også bærprodukter uden tilsat sukker f.eks. 100% jordbærsaft og 100% hindbærsaft.

Mål i 2026: At udnytte al frugt og bær således at der bliver nul spild.

GENBRUG, RECIRKULERING OG EMBALLAGE

Vi udvælger vores flasker og glas efter visuelt design, som kan formidle kvaliteten i vores håndværksbaserede bærprodukter. I 2020 blev vores flasker (saft, drikke, most, gløgg) en del af Dansk Retursystem med pantmærke. Tillige er vi overgået til at bruge runde glas til marmelade, som gør muligt at genbruge glassene, hvis der ikke er sat etiketter på. Etiketterne er papiretiketter, som kan vaskes af.

I 2025 er de nye produkt- og emballageansvarsregler implementeret, og det sætter fokus på at bruge lettere og mindre emballage.

I gårdbutikker og –caféer bruger vi papir emballage, der ligesom bærbakkerne er produceret af genbrugspapir. Vi har designet papirsposen med hank til 3 bakker Rokkedysse bær og sikker transport hjem til spisebordet – også på cykel 😊 og vi opfordrer til at bæreposen genbruges.

Rokkedyssegård kom i 2021 med det kommunale kildesorteringssystem, og det har lettet sorteringen og affaldshåndteringen betydeligt. Tillige kører vi løbende pap, træ og andet storaffald på Vestforbrændingens genbrugspladser.

I rengøringen af produktionskøkken, gårdbutik og –café bruger vi rengøringsmidler som er mærket med EU-blomsten eller Svanemærket for at sikre at de er skånsomme for både miljø og mennesker.

Mål: I 2026 bliver der fokus på bedre sortering af affald i cafe og gårdbutik (glas, plast og restaffald)

OMEGNEN, LOKALT OG GLOBALT

Ideer, holdninger og kommentarer til vores virksomhed Rokkedyssegaard er altid velkomne. Ideer er inspiration til nye produkter og events, og vi vil gerne gøre det lidt bedre hvert år. Vi har udviklet Rokkedysse bæruniverset siden 1989, og mange kunder har fulgt os og virksomheden i mange år. Vi udvikler vores lokationer, så det bliver en oplevelse at besøge. På Rokkedyssegaard har vi i de sidste år udviklet ”pluk selv jordbær, hindbær og frugt”. Der kommer flere og flere nye gæster, også turister, som vil opleve gården, plukke selv og smage bærprodukterne.

Vi tror på lokalt samarbejde og engagement. Vi vil skabe steder, hvor folk mødes og får en smagsoplevelser af højeste kvalitet. Vi vil være med i events, som styrker lokalt sammenhold og skaber involvering.

I løbet af sæsonen får vi besøg af gæster fra hele verden. Jordbær, bærbrunch og pluk selv på Rokkedyssegaard er en attraktion og en oplevelse af ægte dansk sommer. Vores placering kun 25 km fra København gør det let at tage på dagstur til Rokkedyssegaard.

Mål 2026: Vi vil deltage i aktiviteter, som styrker et lokalt og socialt sammenhold. Vi vil deltage i forsøget med delecykler, som igangsættes af Furesø Kommune. Vi vil fortsætte samarbejdet med Wonderful Copenhagen.

ROKKEDYSSE BÆR


Vi arbejder for, at de friskplukkede bær kommer på tallerkenen samme dag, som de plukkes. Dette gælder både hos vores gæster, kunder og i restauranter i Nordsjælland og København. Vi dyrker sorter, som smager ualmindeligt godt, og vi plukker bærerne, når de smager allerbedst. Vi passer på planterne og miljøet og bruger så vidt muligt mekaniske og biologiske dyrkningsmetoder.

Rokkedysse ® er vores varemærke og din garanti for bær med smag.

Velbekomme,
Lisbeth og Torben Bo Toft Christensen

Shopping cart0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0